Sprogudvikling
4 til 6 år
Sprogudvikling 4-5 år
I denne alder bliver barnets sprog mere og mere voksenagtigt, og de små detaljer begynder at falde på plads. Barnet kan fortælle mere komplekse historier, bruger længere sætninger og bøjer ofte ordene korrekt.
En del uregelmæssige bøjninger kan stadig være svære. Børn kan for eksempel finde på at sige ”gåede” i stedet for ”gik”. Det er også helt almindeligt, at børn har svært ved at udtale visse sproglyde. R-lyden kan være svær for en del børn helt frem til skolealderen.
Tip!
Hvis barnet siger noget, der ikke er helt korrekt, fx ”han gåede til jussebanen”, er det en god idé, at vi selv siger det rigtigt og udbygger sætningen lidt: ”Ja, han gik over til rutsjebanen. Hvad laver han derovre?”
Barnet begynder at interessere sig for tal og bogstaver, og hvis barnet ikke har helt styr på udtalen af visse sproglyde, kan vi ofte hjælpe det på vej ved at lege med lydene. Nogle gange har børn måske ikke rigtig forstået, at der er forskel på k- og t-lyden, og det bliver tydeligere, når man kigger på bogstaverne sammen og prøver at komme i tanker om ord, der starter med den ene eller den anden lyd.
Barnet plejer også at blive bedre til at forstå og bruge mere komplekse begreber. Det kan handle om, at vi kan begynde at sammenligne ting, se hvilke der er ”størst” og ”mindst”, ”ens” eller ”forskellige”.
Tip!
Tænk på, at du skal fodre dit barn med nye ord. Abstrakte begreber er ofte nemmere for børnene at forstå, hvis vi prøver at gøre dem så konkrete som muligt. Vi kan vise, tegne eller lave små eksperimenter sammen og fx lade barnet holde noget ”tungt” og noget ”let”, mens I taler om ordene.
Børn i denne alder begynder også at få lettere ved at leve sig ind i, hvordan andre har det og tænker, og forstå, at alle ikke altid tænker på samme måde som barnet selv. Det kan gøre det nemmere at samarbejde og gå på kompromis, selvom det selvfølgelig stadig kan være svært for barnet ikke at få sin vilje. Medfølelse er trods alt noget, vi kan udvikle hele livet.
Tip!
Et godt tip er altid at sætte ord på både barnets og andres følelser. Hvis der er opstået en konflikt om noget, kan man i en rolig stund tale om, hvad der skete, og måske i fællesskab prøve at finde ud af, hvad man kan gøre i stedet, hvis situationen opstår igen.
Sprogudvikling 5-6 år
Nu er det ved at være tid til skolestart. Barnets tænkeevne udvikles, og det bliver bedre til at drage konklusioner og forstå sammenhænge. Barnet lærer stadig meget gennem leg, men kan som regel også sidde stille i et stykke tid og koncentrere sig om forskellige opgaver.
Det er en fordel for den senere læse- og skriveudvikling, at vi leger med sproget sammen. Vi kan sige rim og remser, tale om, hvordan ord lyder, og lytte efter forskellige lyde i ord. Det styrker den sproglige bevidsthed, det vil sige evnen til at kigge på sproget udefra.
Tip!
Læs ABC-bøger, og husk at øve, hvordan bogstaverne lyder. Bogstaverne har nemlig både lyde og navne. M hedder ”em”, men udtales ”mmm”, og det er jo faktisk lyden ”mmm”, barnet skal bruge for at komme i gang med at sige ord.
Enkelte sproglyde kan stadig være svære for barnet at udtale. For eksempel har cirka 20 % af alle 5-årige problemer med r-lyden. Barnet kan også tage fejl af en del uregelmæssige endelser, men generelt plejer deres sætninger at være grammatisk korrekte.
Børn begynder også at lære flere ting udenad og kan være interesserede i fakta om forskellige ting. Sørg for at tage udgangspunkt i barnets overvejelser og finde yderligere information, forklare på barnets niveau og udvide ordforrådet.
I 6-årsalderen kan børns ordforråd være på 10.000-15.000 ord, og jo mere vi læser og taler med barnet, desto flere ord lærer barnet.
Tip!
Opsnap usædvanlige og svære ord, når I for eksempel læser bøger, og sørg for at forklare og tale om, hvad de betyder.
Barnet kan stadig have svært ved at forklare og fortælle om komplekse ting, men vi kan gøre det nemmere ved at lytte opmærksomt, give barnet tid og støtte ved at stille hjælpespørgsmål for eksempel ”Hvor skete det?” eller ”Hvad skete der bagefter?”
En sjov måde at støtte barnets fortælleevne på er at finde på historier sammen.
I denne alder er venner ofte vigtige, og mange børn begynder i højere grad at sammenligne sig med hinanden. Det kan blive sværere, at der er ting, de ikke kan, og det er vigtigt, at vi støtter barnet. Vi kan tale om, at alle har noget, som de synes er svært, og opfordre barnet til at prøve igen.
Tip!
Bliv ved med at tale om følelser med barnet – både barnets egne og andres. Interaktionen med venner og andre bliver nemmere, hvis man kan sætte ord på sine følelser.